Ledere om god dialog

Hvidovre Kommunes ledere var tirsdag samlet til Store Ledermøde. Mød fire ledere og hør deres tanker om dialog
Til tirsdagens Store Ledermøde nåede fire at kommunens ledere at svare på, hvordan det går med dialogen på deres arbejdspladser

Lena Andersen, daglig leder af Aktivitetscentret

“Vi er en lille afdeling, hvor der ikke er mange ansatte, så vi har allerede en god dialog i hverdagen. Afdelingens størrelse er en fordel i forhold til dialog, synes jeg. Det giver mulighed for at snakke sammen i løbet af dagen, og der er en gensidig orientering om hvad der sker i huset. Vi er to ledere på stedet, der også har en meget tæt dialog om de ting, der sker, og vores center har en lille gruppe selvstyrede demente, der har et brugerråd, som vi også har en vigtig dialog med.”


Mansoor Javed, afdelingsleder på Svendebjerghave Plejecenter:

“Der er tre skiftende vagter på vores center, så dialogen skal jo være der fra morgen til aften. Den går i mange forskellige retninger, både som faglig dialog, som konflikter og som problemløsninger. Vores center har en rigtig god tradition. Hver dag samler vi hele huset til et informationsmøde om, hvilke opgaver vi har den dag og hvilke muligheder der er for dialog.”

Mikael Elgaard, Kultur & Fritidsforvaltningen:

“Jeg synes, det er vigtigt med en åben og ærlig form/omgangstone på arbejdspladsen. I mit arbejde har mine kolleger og jeg typisk brug for input fra hinanden, og det skaber en god dialog. Dialog gør, at tingene bliver lettere at få løst.”

Susanne Nielsen, leder af Hvidovre Motionscenter:


“På min arbejdsplads er vi kun tre fuldtidsansatte. Derfor betyder det meget, at jeg har nogle gode kolleger. Vores samtaler handler selvfølgelig om borgerne på centret, men vi taler også om private ting som familie og børn og børnebørn.”