Rengøringsgruppe snakker om børnebørn, dødsfald og skilsmisser

I Langhøjskolens rengøringsgruppe har kollegerne mellem 3 og 40 års erfaring i jobbet. To af dem giver tre gode råd til god dialog, som kan få kollegerne til at holde længe

Rengøringspersonalets kaffestue på Langhøjskolen har lagt øre til meget. Både anekdoter om børn og børnebørn, men også om skilsmisser og et dødsfald. Flere af rengøringsgruppens ti ansatte har nemlig haft jobbet rigtig længe, og . Der er endda to, som holder 40 års jubilæum i 2015.

- Og næste år har jeg 25 års jubilæum, siger rengøringsassistent Birthe Kofoed.

Sammen med sine kolleger har hun netop været til det daglige morgenmøde, hvor hele Langhøjskolens rengøringsgruppe samles i kaffestuen. Denne gang i værdiugens tegn, og derfor har de brugt mødet på at spille dilemmaspillet og sat fokus på gruppens dialog. Birthe Kofoed og kollegaen Tina Lynnerup, der er driftsansvarlig, samlede tre råd til god dialog, som kan sendes videre til inspiration på andre arbejdspladser.

1. råd: Løs problemerne selv

Et af dilemmaerne handlede om, hvordan man bedst løser en konflikt.

- Som kolleger skal man selv løse problemerne og i første omgang undgå at involvere lederen, siger Birthe Kofoed og bliver bakket op af Tina Lynnerup:

- At tilkalde lederen er det sidste, man gør. For med lederen kan konflikten godt blive løst på en meget firkantet måde. Derfor skal man først og fremmest forsøge at klare det selv.

2. råd: Accepter hinanden

De er begge enige om, at uenigheder aldrig helt kan undgås, når mange forskellige mennesker arbejder sammen. Men et langt stykke hen ad vejen hjælper det at acceptere hinanden.

- Vi er jo enige om, at man har lov til at være uenige. Det er også i orden at melde ud, hvis man har en dårlig dag, siger Tina Lynnerup.

- Men man skal acceptere hinanden, tilføjer Birthe Kofoed og fortsætter:

- Det må være råd nummer to. Og det er vigtigt at lytte til hinanden, når der er en uenighed.

3. råd: Snak sammen

Når man som i rengøringsgruppen på Langhøjskolen har arbejdet sammen i mange år, bliver man en meget sammentømret gruppe, er både Birthe Kofoed og Tina Lynnerup enige om. En gevinst er, at man lærer hinanden at kende privat.

- Derfor er et godt råd, at man snakker sammen - også om private ting. Når jeg møder ind hernede, arbejder jeg sammen med folk, som kender mig rigtig godt og kender min historie, siger Tina Lynnerup.

Birthe Kofoed bakker hende op:

- Det er det, der giver sammenhold. Når man lærer hinanden at kende på andre måder.