Skoleleder: Det er vigtigt at minde hinanden om dialog

Lærerstaben på Avedøre Skole skød dialogugen i gang med en omgang dilemmaspil.
For skoleleder Lars Haagendal er værdien dialog ikke en nyhed - men det vigtigt at blive mindet om den

Hver gang skoleleder Lars Haagendal sender en mail afsted til alle lærere, elever og forældre, adresseres den rundt regnet til et par tusind mennesker. Derfor ser han dialog som den vigtigste værdi på Avedøre Skole.

Skolen skød værdiugen i gang med en omgang dilemmaspil for lærerstaben mandag eftermiddag. Det er nemlig vigtigt at minde hinanden om god dialog, mener Lars Haagendal.

- Det er jo ikke fordi, dialogen ikke har været her før. Nu sætter vi bare fokus på den, fordi Hvidovre Kommune arrangerer en værdiuge. Og det er vigtigt, at vi bliver mindet om den værdi, siger han.

Mange forskellige platforme
På Avedøre Skole er dialogen både til stede mellem lærere og ledelse, lærerne imellem og mellem lærerne og de børn, de har ansvar for. Derfor må man ikke blive klandret for ikke at kende til dialog, lyder det fra skolelederen.

- På vores skole er der dialog hele vejen rundt. Der er jo enormt meget dialog og kommunikation hele tiden, og det foregår på mange forskellige platforme. Derfor er det altid nødvendigt at sætte fokus på dialog. Også for mig som leder. Hvis jeg bare sidder inde i mit elfenbenstårn, finder jeg aldrig ud af, hvordan lærerne opfatter tingene ude i deres virkelighed.

Lars Haagendal håber, at dilemmaspillet giver anledning til, at lærerne får snakket nogle ting igennem og i sidste ende kan blive mere selvhjulpne i forhold til at løse konflikter.

- For os er sproget et ufattelig vigtigt arbejdsredskab. Derfor er en evne til god dialog i både tale og skrift vigtigt. Og kvalitetsmæssigt giver god dialog et bedre samvær.